Opdag Thy

Oplevelser tæt på


Man behøver ikke flytte sig langt, for at få skønne naturoplevelser. Blot 250 meter og I er ved stranden! Skønt, friskt badevand.


Stranden byder på masser af muligheder for at lede efter flotte skaller, sjove sten, små stykker drivtømmer og fossiler.


Spil bold ved sommerhuset - eller på stranden. Her er også petenquebane, bord/bænk sæt og muligheder for flotte gå- og løbeture på diget.



Kunst og kultur

Statens Museum for Kunst er flyttet ind på den gamle købmandsgård i Dover Odde - blot 10 minutter fra huset. Her er skiftende udstillinger i de smukkeste omgivelser. 
Se mere her:

https://www.smk.dk/section/smk-thy/

Ikke langt derfra er Oldtidshøjene, hvor der er smukke gåture i det landskab, der er formet for længe længe siden. 



Blot ca. 10 minutters kørsel i den anden retning  (på Thyholm)finder I et helt fantastisk hyggeligt galleri med skønne billeder med udgangspunkt i naturen omkring fjorden - og også eftertænkesomme billeder med inspiration i bibelske fortællinger. Her kan også findes stenskulpturer, keramik, strandengle og kors af skrot og drivtømmer.


Se mere på www.moldahlgaard.dk


Og er man på de kanter, så fortsæt turen til Tambohus Kro og marina og til Jegindø fiskerihavn og et lille (gratis) museum.


Thy lidt længere væk


Vil man opleve lidt af den særlige Thy-ske natur, så er der store muligheder for det, inden for kort afstand i bil.


Danmarks første og største nationalpark ligger blot ca. 15 km væk - strækker sig helt fra Agger i syd til Hanstholm i nord.

Vestervig kirke, Danmarks største landsbykirke (10 km væk) er et besøg værd. Og få km derfra ligger Lodbjerg kirke, som er en af de mindste.


Lodbjerg Fyr skal også besøges og bestiges. Skøn udsigt over vesterhavet og klitterne.


Se solen gå ned ved den gamle landingsplads ved Stenbjerg og besøg havbadet i Nr. Voropør. Gå ikke glip af Cold Hawaii oplevelser i både Nr. Vorupør, Klitmøller og Hanstholm. 


Nå ja - og så er der jo også Agger Tange - og Agger i det hele taget med friskfangede fisk, de sorte huse, signalmasten og meget mere. 

Hvis man vil lege turist


Thy og omegn byder på masser af oplevelser, som er lidt mere turist-prægede.


Bunkermuseet i Hanstholm er en kæmpe oplevelse.

Og er man til spænding og detektivarbejde, kan man opklare mord-mystereriet på Højriis slot (Mors).

Næsten nabo til slottet finder man Jesperhus Blomsterpark.


Struer museum er også en spændende oplevelse. Især B&O museet i samme hus er spændende for små og store drenge.


Eller hvad med at gå på fossiljagt ved Molermusseet, besøg akvariet i Thyborøn eller Nr. Voropør - og tag frisk fisk med hjem til grillen (fra fiskemanden, altså! Man må ikke fiske i akvarierne ...)